Sparebøssen.
Jeg er født i 1937. Dengang gjorde børn, stort set, hvad de fik påbud om af deres forældre. Det var faktisk også det klogeste, for revselsesretten var endnu ikke ophævet, så ulydighed kunne godt afstedkomme et par på hovedet.
Ikke fordi jeg har fået mange klø, men en vis portion af slagsen blev anset for sundt, så det måtte vi derfor have, ligesom den daglige skefuld levertran. Med den ballast i bagagen, og 7 års skolegang, hver anden dag, blev vi konfirmerede når vi var 14 år, og dermed antaget som modne nok til at komme ud og forsørge os selv. Med skolegang – kun hver anden dag, regner jeg den gerne om til 3½ år
Nogen form for uddannelse, var der ikke råd til, så en plads i huset som tjenestepige, til højst 100 kr. om måneden, for en nybegynder, var løsningen.
Og fri hver anden søndag, og måske onsdag eftermiddag, efter aftale. Til gengæld havde fruen ret til at inddrage vores fridage, hvis hun skulle have gæster, eller havde gang i andre ting, der krævede vores tilstedeværelse. Den slags var der overhovedet ingen der satte sig imod, for sådan var reglerne.
Der er dog en person, jeg godt kunne tænke mig at plukke en høne med.
Desværre er jeg 100 % sikker på, at vedkommende ikke lever længere, jeg ved forresten heller ikke om det er en mand eller en kvinde.
Alligevel tænker jeg jævnligt på, hvem i alverden der har fået den ide, at små børn skulle ønske sig en sparebøsse i dåbsgave?
Sådan et tyvagtigt monstrum fik jeg i dåbsgave. Ligesom de fleste andre børn dengang.
Længe før jeg fattede dens skumle hensigt, var jeg allerede dybt forankret i at putte penge i den, for det var jo ret morsomt for en lille pige, bare at putte en mønt ind i revnen, som så sagde haps, hvorpå en jernklap gik op, og så var mønten væk. Jeg vidste jo heller ikke den gang, at penge kunne bruges til andet, Det var nok heller ikke det tidspunkt, at afsavnet var mest mærkbart.
Når jeg tænker på, at hver gang vi havde gæster, der gav mig en 25 øre, så lød parolen:
KAN DU SÅ GÅ PÆNT HEN OG PUTTE DEN I DIN SPAREBØSSE.
Troligt gjorde jeg som der blev sagt, for den gang var det som sagt, utænkeligt, at små børn sagde voksne imod, så ned i sparebøssens glubske bug forsvandt muligheden for at købe is eller noget andet til at glæde mig selv med.
Jeg blev selvfølgelig ikke korporligt tvunget til det, og tænkte måske heller ikke selv over det i første omgang.
Forresten var det slik man kunne købe under krigen nu heller ikke særlig spændende, men vi kendte jo ikke andet.
Når vi havde børnefødselsdag, havde legekammeraterne gaver med. Den gang kunne man, for en krone, (som var gave taksten,) få en uindbunden bog hos nede i Tatol, eller en hel serie af flotte påklædningsdukker, ja, eller måske et puslespil med prinsesse Margrethe på, som jeg fik engang.
Den slags kom der heldigvis nogen af gæsterne med, men langt de fleste gæster havde 1 krone med som gave.
Den sum man kortvarigt havde i hænderne på sådan en fødselsdag – foruden gaver, kunne godt beløbe sig til en formue på 10 – 12 kr.
Foruden den årlige krone min bedstefar gav, når han og min fars søskende kom til aftenkaffe på fødselsdagen. Her lød beskeden altid, kan du så gemme den i din sparebøsse.
Og lydigt blev den puttet ned i pengeæderen, sammen med kronerne, som eftermiddagsgæsterne havde haft med, men hvordan kunne man dog tænke sig, at et barn kunne glædes ved noget, der først kunne bruges om mange mange år?
En dag gik det endelig op for mig, at her i dette jernskrummel lå der alverdens spildte glæder og fornøjelser, og ikke nok med det, men pengene var bundet der indtil jeg var fyldt 18 år, men da jeg endelig fandt ud af det, var pengene jo langt uden for min rækkevidde.
Sparebøssen kunne heller ikke tømmes her i vores lille by, derfor tog vi den med over i Sparekassen, når vi skulle til Herning alligevel, her havde de nemlig nøglen som passede, hvorefter de skrev nogle tal i en lille brun bog, som vi fik med igen.
Jeg husker engang vi var med toget til Herning, på denne mission, og lige overfor banegården, på vej op mod byen stod en mærkelig lille skæv mand med en vissen arm og ben, han sang noget værre volla pyk. Nøjh, se mor, råbte jeg, der er en mand, der har fået det ene ben sat forkert på, pludselig gik det forrygende hurtigt op ad Søndergade mod hovedgaden, mens mor slæbte mig vandret i luften, hun var flov over mig, men
samtidig var hun ved at kvæles i grin. Hun forklarede, at manden kaldtes ”Sølle Søren,” og for at tjene lidt håndører, påstod den handicap` fødte mand, at det var russisk han sang, det blev han ret kendt for, og ingen kunne jo sige ham imod, fordi de ikke selv kendte sproget.
Der kunne forresten godt være numre i Søren, der var særdeles glad for bajere, erfarede jeg senere.
Historikeren Freddy Boysen fra Ikast fortalte mig nemlig, at Søren en dag kom grædende ind til en købmand ude på Gammel landevej i Herning. Købmanden var ved at ekspedere en kunde, men vendte sig mod Søren og spurgte ham om, hvad han var så ked af, jo, græd Søren, min mor er død, jamen det var da slemt for dig, sagde købmanden, så skal du bestemt ha` en øl, hvorpå han rakte Søren en bajer.
Søren takkede og satte sig ud på sladrebænken udenfor butikken og drak sin øl.
Da kunden kom ud med sine købte varer, gik han hen til Søren og sa` det er da trist for dig, at du har mistet din mor, ja, svarede Søren, det er ganske vist 15 år siden, men det har godt nok givet mange bajere.
50 år efter sin død blev Sølle Søren udnævnt til ambassadør for Herning, som har en del sjove efterladenskaber efter ham på deres museum. Bl. a en del ordener af ubestemmelig oprindelse. Han var absolut en af byens kendteste originaler.
Det var et lille sidespring, vi var jo på vej op i banken, og mor forklarede mig, at det var klogt at give dem pengene, fordi de gav renter, til gengæld for at låne pengene.
Jeg undrede mig, hvad mon renter er? Det lød hvertfald som noget rart – tænkte jeg spændt? er det mon noget man kan spise, eller måske lege med, jeg vidste det ikke, og fik heller ikke lige spurgt om det, for der var jo meget at kigge efter i Herning.
Da vi gik ind i banken og hen til kassen, sad her en meget stram herre med stiv kravetøj og så ret utilnærmelig ud, han tog nådigst imod min sparebøsse, tømte den, og rakte den tilbage, uden et smil eller et venligt ord.
Jeg tog betuttet imod den, tænk han tog alle mine penge og jeg fik slet ingen renter af ham, men jeg turde nu heller ikke spørge den alvorlige mand – om han ikke skulle give mig noget der hed renter.
Jeg fik dog hurtigt andet at tænke på, for vi skulle altid over på den anden side af Østergade til Pallesen og Maibom, for at købe enten overtøj, eller måske noget andet, som mor ikke selv handlede med – hjemme i sin trikotage forretning i Sdr. Felding.
Som forretningskunde fik hun 10 % rabat hos P & M
Før vi gik ind i tøjforretningen blev vi altid vejet på en høj rød vægt, som var stillet op udenfor døren til Varehuset.
Der blev puttet en tiøre i en lille revne, mens vi stod på vægten, hvorpå maskinen spyttede et lille kort ud, hvor der stod på, hvad vi vejede, samt datoen og tillige en Storm P tegning på bagsiden.
Det var den eneste måde vi blev vejet på, for børneundersøgelser hos lægen eller i skolen, begyndte først langt senere.
Og sidenhen på dagen, når vi havde overstået de fleste ærinder, skulle vi på Trianon og drikke kaffe, førend de sidste indkøb skulle klares, for vi skulle jo nå rutebilen eller toget hjem igen, så det med forklaringen om de udeblevne renter blev glemt foreløbig.
Engang skulle vi følges med min moster Anna til Herning.
Jeg tror hun syntes jeg var en besværlig unge at have med, for flere gange i eftermiddagens løb, så havde jeg faktisk nusset mig lidt til, jeg kan ikke lige sige, hvordan jeg bar mig ad med det, men jeg havde nok fingrene lidt alle vegne, men mor var vant til at klare den slags i et snuptag, hun hev sit lommetørklæde frem, spyttede på det, og så blev jeg ellers vasket på den måde, både i hoved og på hænder.
Jeg husker tydeligt mosters irriterede stemme sige, hvordan bærer det barn sig ad med at blive så beskidt.
Som tiden gik, og krigen sluttede, så der kom flere varer i butikkerne, (også slik) så jeg blev mere påholdende over for sparebøssen, den fik altså helt ikke så meget af mig mere, men noget skulle der helst i den, blev der sagt, selvom jeg ikke havde ret meget at spare af.
Min mand var også nærmest blevet snigløbet på den måde derhjemme, da han som barn gik med ugebladet Hjemmet, som han leverede til abonnenterne, så tegnede hans far en livsforsikring til ham, hvor betalingen, en krone om ugen til forsikringen skulle overholdes, her røg det meste af hans fortjeneste, da han var en årgang 1930, hvor pengene var små, så han blev også afskåret fra at pjatte penge væk til slik og lignende.
Han havde for resten heller ingen fødselsdagsgave indtægter, som jeg havde, for de var 10 børn, så der var ikke råd til børnegilde, og dermed heller ingen gaver fra legekammeraterne.
Vores erfaringer gjorde, at vores børn ikke blev dikteret om, hvad de ville med deres penge, de behøvede ikke lægge dem i sparebøssen, hvis de ikke havde lyst, selvom giveren sagde det.
Da vi så fik børnebørn, vendte vi nærmest hele denne sag på hovedet.
Nu var det ikke så meget smalhals mere, så de fik hver en lille pung af forskelligt udseende, så de kunne kende forskel, og i hver af de 7 punge blev lagt en 100 kr. seddel, når de kom hjem på ferie, altså 3 gange årlig.
Så fik de at vide, at uanset om de brugte pengene den første feriedag, eller gemte nogen til hele ferien, eller til senere, måtte de selv holde hus med dem, for de fik ikke flere i denne ferie..Det var sjovt at studere deres forskellige evner for økonomi.
”Mies butik” en slags mini 1000 ting i vores by, lå heldigvis lige om hjørnet, uden at de skulle ud i trafikken, så alle 7 jublede af ferieforventninger og glæde, når de kom hjem på ferie hos os.
De gik straks ind for at finde pengene, talte op for at se, hvem der havde gemt mest, og så gik turen op til Mie, hvor de blev taget godt imod.
Og jeg må sige så fik vi larm i huset, det bragede ude og inde, fordi der altid var nogen af dem, der købte revolvere med knaldhætter til.
Andre købte bøsser med en slags pil med sugekop, og når de spyttede en pæn klat på sugekoppen, så sad pilen ekstra godt fast ved skud på vinduer, spejle, tv skærm og lignende, det så ikke særlig godt ud, men vi mente det var nemmere at lade stå til, end gå og vrisse ad børnene, så kunne vi altid rette op på det hele, når ferien var forbi. Alt det der gav lyd blev kaldt krutter.
Så skete luksuskatastrofen et år, hvor Mie fik influenza og blev af den grund nødsaget til at lukke butikken i ferien.
Der udbrød nærmest omgående en epidemi af depressioner, så der måtte findes en nødløsning i en fart, vi kørte derfor over i Herning centret, og her lovede vi børnene det store kolde bord, som kunne nydes af voksne for 49 kr. og børn til ½ pris, så der var højt humør og forventning hele vejen derover.
Først blev ungerne sluppet løs i centret, med deres penge på lommen, imens satte vi os på en bænk i foyeren uden for butikkerne, så de nemt kunne finde os.
Da de havde købt krudt med mere skulle, vi ind og spise. Og der var alt hvad hjertet begærede af både lunt og koldt på et stort ta` selv bord i Spisekrogen.
Og sikken appetit de havde fået, den yngste på 6 år, spiste 6 rødspætte fileter, så ham tjente de intet på, og de andre hængte flittigt i, for de måtte jo lige hente hvad de ville have.
Her bemærkede min mand og jeg for første og eneste gang, i vores liv en butikstyv, men det var bestemt ikke den type og årgang vi havde forestillet os.
Det var en meget aldrende lille dame med rollator, (et køretøj der lige var kommet i brug dengang) hun gik rundt ved ta` selv bordet, med sin tallerken på sædet af rollatoren, og i en cykelkurv der hang på vognen stod en åben taske, (sikkert med en skål indeni,) og her forsvandt en hel del frikadeller, kyllingelår og flæskesteg med meget mere ned i, og hun var meget tit oppe og hente mere mad, satte sig derpå alene i en lidt dunkel krog i restauranten, hvor der blev lempet mere mad fra tallerkenen ned i tasken. Vi valgte at tage det som en oplevelse, i stedet for at praje til personalet.
Da vi alle var mætte, ville børnene gerne hjem og lege med det det, havde købt, de skulle jo blive hos os i flere dage.
I det hele taget bliver ferierne hjemme hos os omtalt med stor varme i dag.
Alle voksne havde også total forbud imod at blande sig i børnenes pengesager og dispositioner, de skulle selv lære at gøre deres erfaringer med, hvad der er klogt og mindre klogt, når pengene skal vare til en uges ferie.
Jeg tror, at alt det skyderi med kinesere gav den yngste en misforståelse, for da han skulle begynde i børnehaven, sagde jeg til hans far, kan han ikke vente til næste år, han er så lille?
Nej, lød svaret, han har godt af, at få noget krudt brændt af.
Da dagen kom, og knægten stod klar i “børnehave dress” sagde knægten, – ja far, så skal vi bare lige have nogen krutter med.
Hvorfor tror du vi skal det, spurgte min søn, jo, du sagde da selv til farmor, at jeg skulle brænde krudt af i børnehaven?
Gad vidst, om Kibæk børnehave ville synes det er en god ide, hvis alle børnene kommer med knaldperler i lommen den dag de starter?
Og så tilbage til sagen, hvordan gik det så med mine små sammensparede mønter i sparebøssen?
Ja, da jeg var 18 år, var mine tabte fornøjelser beløbet sig til godt 500 kr. med renter, men nu var jeg jo ude og tjene i huset, og efter en begynderløn på 100 kr. tjente jeg efterhånden den fyrstelige sum af 200 kr. i månedsløn, så nu var der da ikke nogen grund til at hæve de gemte penge.
Da jeg så blev 21 år, og fik mit første barn, var jeg ikke i tvivl om, at de opsparede kroner og 25 ører skulle bruges til en ny flot barnevogn, den krævede dog kun det halve af summen.
Da jeg 2 ½ år efter fik mit andet og sidste barn, atter en søn, tog købet af nok en splinterny barnevogn resten af beløbet, så det endte med, at pengene blev brugt til noget, som jeg var meget glad for på netop det tidspunkt, og det var næsten hele afsavnet værd. For en nybagt mor, er en flot barnevogn bare lykken.
Men jeg foretrækker nu i dag en sparebøsse, hvor jeg selv har nøglen.
Nu er jeg 80 år og blevet alene, jeg har et varmt og godt forhold til mine 7 oldebørn, det sørger mine skønne børnebørn for at opretholde. De fik alle en bankbog af mig, til deres dåb, men der fulgte ingen sparebøsse med.