Peder Langes hus

Skrevet af Kaj Søltoft

En fortælling om Peder og Anna Lange og deres tilværelse

Jeg mødte Peder Lange første gang den 4. september 2004.

I mange år havde jeg forestillet mig, at jeg, når jeg blev pensioneret, ville købe en mindre ejendom, et hus, der skulle fungere som bolig for kunstnere eller arbejdshold.

Via Internettet blev det så Peder og Anna Langes hus små to km. udenfor Stakroge. Stedet opfyldte de fleste af mine ønsker, og især: “Bryd ikke stilheden, medmindre du kan forbedre den,” – mit slogan for refugiet.

Da handelen foregik via en af sønnerne (Jim) – fandt Peder Lange (Anna Lange var død nogle år forinden) – “at, der er ikke nogen handel, førend der er givet håndslag.” (+) Jeg måtte til Stakroge igen, og derved mødte jeg Peder Lange for første gang. Og sikken et menneske! Sikken et udtryk i hans fremtoning! Sikken et indtryk han gjorde på mig. Det skulle ikke blive sidste gang, besluttede jeg, – hvis Peder Lange ville være med. I de følgende to år, hvor Peder Lange boede på Engholm Plejehjem i Sdr. Felding, besøgt jeg ham, og han kom til mig i Stakroge i sit tidligere hjem kørt af sin yngste datter (Nancy), når han alligevel skulle på Annas gravsted for at lægge tanker og blomster. Jeg fik lov til at være på fornavn med ham. Så sad vi hos Peder. Peder lavede kaffe og fandt sine småkager frem. Gamle som han – og som jeg! Ene – samtalen gik i gang. Jeg var lydhør.

Det er disse samtaler gennem Peders sidste to år, der satte sig så stærke spor i mit sind, at jeg besluttede at fortælle blot et minimum om et tidstypisk landarbejdermenneske, en stærk personlighed, der kaldte på min udelte respekt.

En mand, opdagede jeg, der var kendt i op til og ud over en radius på 20 km. “Hvor bor du?” – blev jeg af og til spurgt. “Der og der!” svarede jeg. “Nåååh – i Peder Langes hus”.

Jeg har mødt Anna og Peders børn, og har der mødt en stor imødekommenhed og glæde ved deres beretninger om familiens kår og vilkår.

Anna Lange er gårdmandsdatter fra Vildbjerggård i Stakroge og er ud af en søskendeflok på otte (1926 – 1998).

Peder Lange er gårdmandssøn fra Taulov ved Fredericia og er ud af en søskendeflok på seks (1918 – 2007).

Sammen fik de tre piger og tre drenge. Anna fødte otte børn, men mistede de to meget tidligt.

Som ganske ung kommer Peder til Stakroge for at arbejde med brunkulsproduktion . Anna og Peder blev forelskede i hinanden og søger kongebrev. De to mistede børn efterlader en tung sorg hos Anna.

Peder tager ikke nogen uddannelse, men arbejder hele livet som løsarbejder og arbejdsmand for bl.a. de omliggende gårde samt andet tilfældigt arbejde.

Jeg får tegnet et billede af en arbejdsom, flittig og bundhæderlig mand og en ansvarlig familieforsørger. Jeg opfatter Peder som værende sig sine evner bevidst. Evner, der skal bruges, der hvor han kan sætte ind. En selvbevidst, voksen (lokal-) samfundsborger og familieoverhoved.

Da der blev lagt kloakrør i beboelsesområder i Grindsted, viste det sig, at der trængte grundvand ind gennem samlingerne. Peder påtog sig arbejdet med tætning – vel at mærke indefra! Ind i rørledningen – tætne med den medbragte kemiske tætningsmasse – hurtigt ud igen, trække vejret. Ind igen osv.

Det var et arbejde! Det gav indtægt, og det var så det.

Om vinteren, når Peder var uden arbejde, skulle tiden bruges til arbejdsopgaver hjemme. Høvlebænken blev sat ind i køkkenet, og der blev fremstillet høvle, trillebøre – ja, alt hvad der kunne fremstilles af træ. En bred færdighed tillært gennem de mange jobs, han havde haft-

Når gårdene skulle have spredt møg, var det et af de løsarbejder, Peder påtog sig. Møget op på ladet, tungt, beskidt. Og så gå (!) ved siden af vognen ud til marken. Hive ned og sprede bunkerne, stadig ved siden af vognen.

“Jamen Peder!” spørger jeg. “Kørte du ikke med på vognen?” “Nej” (et dybt, fast, rungende nej) – “det var ikke for mig!” Peder havde en usædvanlig fast, tydelig og mørk stemmeklang, der påkaldte sig “lyt til mig!” Og jeg lyttede med åbent sind, når Peder fortalte.

En helt anden, fremmed verden. Et liv og en familie, der vel næppe findes mere. Et socialt overstået kapitel i Danmarks historie.

Og sikke hænder! Store. Stærke. Selvbevidste. Jeg kan stadig i dag mærke hans solide bevidste håndtryk.

Og så fik jeg alligevel lov til at støtte ham under armen og holde ham i hånden, når vi gik rundt i hans have – “Nej – det er din! Du har jo købt!”. Peder var da 87 år.

Peder var politisk og socialt bevidst. Stillede flere gange op til kommunalvalg. Var tilforordnet.

Oprettede lokalafdeling af ASF Dansk Folkehjælp i Stakroge (arbejderbevægelsens samariter-forening, kaldet Grønne Kors), som han organiserede gennem 40 år og blev hædret for som æresmedlem i 2005.

Senere i tilværelsen blev Peder ansat på daværende dørfabrik Jutlandia i Sdr. Felding og bestred to tillidshverv. Tillidsrepræsentant (den svages ret på arbejdspladsen) (+) og sikkerhedsrepræsentant (den ansattes sikkerhed og helbred på arbejdspladsen.) (+) Når en tilskadekommen blev sendt til lægekontrol, efter at Peder havde givet førstehjælp, kunne lægens udsagn være: “Nå! Peder Lange har været der! Så er alt, som det skal være.” (+) Lægebesøget var ofte for at være dækket ind for skadeserstatning.

Peder var, ifølge børnenes udsagn, dominerende i familien. Radioavisen: “Der skulle edderbankemig være ro”. (+) Denne informationskilde var fredhelliget.

Drengebørnene – især – deltog i det fysiske arbejde. -“Som en lige så naturlig ting, som at trække vejret. Når far skulle skærpe værktøj, drejede en af os den store slibesten. Hårdt? – Ja, det var det måske nok; men ……… sådan var det jo”(+).

Familien skrabede tørvesmuld nede på engen ved Ilderbæk – og bragte det tørre smuld til formpresning på en nabogård.

Ved kartoffelhøst fik familien, som andre ligestillede, lov til at bjærge kartofler på de våde lunker – marksænkninger – de kunne jo alligevel ikke høstes rentabelt af bonden. “Ydmygende? Nej – sådan var det jo! (+)

Vejstykket fra Herning by over Knudmosen til Lind har Peder været med til at anlægge – med skovl, og han måtte lære de andre, hvordan man bedst arbejdede med en skovl. Faglighed!

Stendiget til gåden Søndergård på Ilderhede Kirkevej 3 er bygget af Peders yngste søn – Frank – for den forrige ejer. Den ældste søn – Arthur – har fremstillet flere vinduer og hoveddøren, glasdøren i Anna og Peders hus som svendestykke. Vinduerne er nu udskiftet. Håndarbejde. Perfektionisme. Faglighed!

Peder havde et godt blodomløb, må jeg tro, idet jeg har fået fortalt, at han altid havde bare fødder i fodtøjet. Om sommeren i træsko, og om vinteren i træskostøvler, dog med nogle små “sutter”lige om fødderne.

Anna har jeg ikke mødt. Familien var selvforsynende, og i en lille tilbygning, der blev brugt til mangt og meget inkl. “das”, stod en gris til opfodring. Der var gæs, der blev fodret med græstotter, som børnene hentede hos naboerne, og de strøede hvedekorn ud på jorden for at lokke gæssene ind om aftenen.

Om foråret ankom 10 stk gæslinger, 3 – 4 måneder senere vejede de ved slagtningen 14 – 16 pund – en meget flot tilvækst. En fin indtægtskilde til bl.a. tøj.

Jeg synes at kunne spore en beundring i Arthur og Jims omtale af deres mor.

Anna havde ansvaret for køkkenhaven. Derfra kom alt, og alt blev vejet og noteret i en bog, og årets høst blev sammenlignet med tidligere års.

“Ikke købe – men klare sig selv”! (+)

Til at begynde med var det Peder, der gravede køkkenhaven. Senere blev det børnenes opgave. En naturlig del af dere tilværelse. “Vækst” (+) var vigtig for Anna, også børnenes vækst. Dette blev udlagt som “skabertrang”. (+)

Anna havde haven fuld af blomster, ofte udsøgte, sjældne. Anna nød synet og duften, og havde altid flere buketter i huset.

Mens børnene var små arbejdede Anna for en forretning i København med at brodere. Hun syede selv alt tøj til familien.

Børnene gik i Sandet Skole – og “gik” betyder gik. Der var ingen cykler.

Da børnene kunne klare sig selv, fik Anna ansættelse som hjemmeplejer i Aaskov Kommune. Anna nød at være noget for andre, at kunne yde en indsats. Anna var trofast i ganske mange år overfor de samme personer, som hun havde hjulpet professionelt, Anna var ansat i jobbet i 17 år, og kom så tæt på, at hun blev tilkaldt, når der skulle være fest og andre større begivenheder, der krævede Annas tilstedeværelse også mange år efter, at hun var stoppet.

Annas arbejde medførte flere større omvæltninger i hjemmet. For at kunne fungere som medhjælper med tilkaldevagt, måtte der være en telefon, og den skulle også kunne høres udenfor hjemmet. Udendørsklokken er bevaret på nordsiden af huset. Et fortidslevn fra før satellittelefonerne i dag.

Peder måtte ligeledes anskaffe et oliefyr, også TV blev det til. Jeg gætter på, at Peder ikke helt let lod sig overtale, og har følgende selvoplevede historie:

Da jeg havde købt ejendommen og fået installeret vandværksvand, kunne Peder ikke forstå min beslutning. “Hvad er der nu i vejen med brøndvandet? Det havde meget fine tal. Det havde han da altid kunnet bruge” (+). Alle mine ombygninger var ok, “Det er dit hus!” (+). Men vandværksvand – det var spild, det var der ingen grund til, syntes Peder.

Jeg fik stor glæde af Peder i de to år, vort venskab varede. Peder fortalte gerne om sit liv. Dette, sammen med børnenes fortællinger, har givet mig mulighed for at nærme mig blot en lille forståelse af Anna og Peders særegne liv.

Jeg fik lov til, af Peder, at opkalde huset efter ham. “Peder Langes Hus”. (Ejendommens navn optræder fremover på Kort- og Matrikelstyrelsens kort.)

Ligeledes gav Peder mig lov til at navngive det værelse, hvor Anna sad og syede: “Annas syværelse”

Gennem stille, fortrolige samtaler, fulde af gensidig respekt, har jeg fået et indblik i en usædvanlig families tilværelse.

En familie, hvis særlige identitet, ikke findes mere i vort samfund.

Jeg er børnene taknemlig for deres tilsagn til mig om, at jeg må skrive denne lille artikel om deres mor og far – om dem selv.

Kaj Søltoft www.pederlangeshus.dk

Epilog

Den 8. januar 2007 døde Peder Lange. Samme dato er min fødselsdag. En af mine venner har sagt, det betyder, at Peder nu helt og holdent har overladt huset til dig.

“Nu er det dit”.

(+) betyder: Udsagn fra samtaler