Fra Elkjær til Sandet
Før 1800 var bebyggelsen i Sdr. Felding sogn koncentreret nord for Skjern Å, lige syd for åen og på Øster- og Vesterbjerge. Længere syd på var der ikke andet end moser og hede.
Gården Elkjær lå tidligere helt nede ved Skjern Å, men den blev flyttet på som følge af den store oversvømmelse i 1849. Præcis hvornår Elkjær blev flyttet, ved jviikke, men det har nok være omtrent på samme tid.
På Elkjær var der tre brødre, som gerne ville være landmænd, men da en ældre bror skulle have barndomshjemmet, måtte de jo se sig om efter noget andet, og penge havde de jo ikke for mange af. Men ude i den sydligste del af kommunen var der masser af jord, og den var billig, for det var et øde sted uden veje, med masser af hede og farlige moser.
Brødrene havde en farbror Karsten Pedersen Elkjær, han havde i 1856 købt et stykke jord af gården Skovbjerg, og bygger i først omgang et hus på et meget øde og ufremkommeligt sted. I dag er det en del af Lyng og er ejet af Det danske Fængselsvæsen. Der var kun lyng og mose, uvejsomt og farligt, hvis ikke man kendte terrænet.
De tre brødre: Anders, Frederik og Niels Hartvigsen alle med tilnavnet Elkjær fulgte nu i deres farbrors spor, men bosatte sig knap så langt ude
Niels Hartvigsen bosatte sig som den første af brødrene på det der i dag er Sandetvej 31, Stenvanggård, som i dag ejes af Torben Lyngsø
Hele matr. 40 på Sønderlandet hørte under Vestergård i Tarp og var ejet af Jesper Jensen. I 1861 solgte Jesper Jensen den sydligste del til brødrene Anders og Frederik Hartvigsen,
Anders Hartvigsen overtog matr. 40b, nu Kærhedevej 11, som i daglig tale kaldtes Abildtrups gård og som nu er helt jævnet med jorden. Her er Anders Birkhave født.
Frederik Hartvigsen fik matr. 40c, nu Lillevej nr.16 Fynbogården, som nu ejes af Henrik Andersen
Ud af beskrivelser ser det ud til, at de er flyttet derud omkring 1850 men skøderne er først skrevet op til 10 år senere, men det var ikke unormal dengang.
Anders Birkhave blev som voksen ansat ved fængselsvæsnet i København, og fra ham har arkivet arvet flere håndskrevne bind med erindringer og fortællinger fra hans barndom og ungdom i Sandet
Nu følger et lille afsnit fra Anders Birkhaves erindringer:
Jeg er født den 7. august 1887 som søn af husmand Hartvig Kristian Andersen og hustru Else Marie Knudsen i Sandet, Sønder Felding sogn, Hammerum herred, Ringkøbing amt.
Mine forfædre har i de få led, jeg ved en smule om, alle haft deres rod i den danske muld som gode jyske bønder. På fædrene side nedstammer vi fra gården “Elkjær” i Sønder Felding, hvor min farfar Anders Hartvigsen, kaldet Anders Elkjær var født i året 1821.
Hans far, min oldefar, hed Hartvig og dennes hustru Maren og mere ved jeg ikke om dem, kun at de havde gården “Elkjær” og at oldefar blev en gammel mand op over de 90 år. Til yderligere bestyrkelse af, at vi gennem mange led har vor rod gennem afstamning på mandssiden i Felding sogn, går i familien det sagn, at navnet Hartvig, der har været så almindelig i vor familie, siges gennem illegitim forbindelse at stamme fra adelsmanden Hartvig Skram, en broder til søhelten Peder Skram. Denne Hartvig Skram ejede den gamle herregård “Fruergård” i Sønder Felding, og da Fruergård er nabo til “Elkjær”, er sagnet måske ikke usandsynlig, jeg ved dog intet positivt derom.
I min barndom var postvæsenet under udvikling, og i hvert fald på landet tror jeg ikke, at de før har haft nogen videre regelmæssig postgang, indtil en mand ved navn Jens Skipper, der havde en lille ejendom ude i mosen i det vestlige Ilderhede i Felding sogn, blev antaget som landpost og vistnok var den første, der gik regelmæssig daglig postgang på Sandet.
Nå, men det var altså en dag, at Skipper kom som postbud hos os måske med et brev og var temmelig beruset, hvilket gav det drastiske udslag, at han kastede op på lergulvet under bordenden, som han havde placeret sit trætte legeme ved. Da han omsider forsvandt, måtte mor jo have foretaget en udrensning ved at strø sand på og feje op, men brækket, der vel mest har været sprut, var trukket ned i leret, så en vedholdende stank stod i huset i flere dage som et uvelkomment minde om Skippers besøg.
Nyt stuehus
I 1892 om sommeren blev der bygget et nyt stuehus som en hel ny fløj frit beliggende mod syd uden forbindelse med de andre huse men sådan, at der blev en firlænget gård ud af det.
Tømmeret til huset købte far i Gjeding skov på Vejleegnen og transporterede det selv hjem med heste og vogn, hvilket har været en besværlig historie, da det jo drejede sig om flere læs. Så var det forholdsvis lettere med murstenene, der blev hentet fra et teglværk i nabosognet Sdr. Omme. Det har dog sikkert ikke været ret mange tusinde sten, for alle indvendige skillemure blev muret af hjemmestrøgne ubrændte grå soltørrede sten. Jeg kan godt huske, at en mand ved navn Niels Villadsen kom hjem og hjalp med at lave og udforme disse sten af ler, der blev tørret af sol og vind og har gjort god fyldest på deres plads i et halvt århundrede.
Ydermuren blev på langsiden op til vindueshøjde muret op af kampesten, ligeså begge gavlene, men disse var muret af dette materiale helt op til bjælkelagets højde. Resten af gavlene og siderne var af rødbrændte sten i helstensmurs tykkelse.
Under opbygning af huset var far en dag kørt hen i vores hede for at hente et læs sten. Vi har altså haft så mange af dem, at de i læssevis har ligget spredt rundt omkring. Da han var i færd med at aflæsse kampestenene, kan jeg endnu for mit indre blik se, hvordan han tog en langagtig halvrund brunlig sten og smed den fra vognen ned på en større sten, hvorved den lysebrune gik midt over med to aldeles jævne brudflader. “Nej, se da!” råbte far til murermesteren, “sikke to dejlige sten der blev, på disse to sten skal vore navne stå, og sådan blev det. Med uudslettelig tydelig skrift står de indhuggede bogstaver: H.K.A og E.M.K. fars og mors navne på hver sin halvdel af de pænt indmurede sten i den østlige gavlende af huset. På en anden sten står nedenunder årstallet 1892
