Om Sønderlandet

Sønderlandet var en del af Sdr. Felding sogn frem til kommunesammenlægningerne, først med Assing og Skarrild til Aaskov kommune i det tidligere Ringkøbing amt i Hammerum herred. I dag er Sønderlandet den sydligste del af Herning kommune og region Midtjylland.
Skjern Å, som løber fra øst mod vest, deler sognet i to dele: Nørrelandet og Sønderlandet. Derudover er der fra naturens hånd kun et par mindre vandløb, hvor Østerbjerge bæk er den største, den munder ud i Skjern Å, og vandet fra åen drev tidligere Fruergård Mølle og senere også et elektricitetsværk.
På Nørrelandet ligger den bedste jord, vel findes der også her hede og mager jord, men nogle steder f.eks. i Gammelmark, Drongstrup og Overtarp er der ler underlag, og disse steder har været under kultur langt tilbage.
På Sønderlandet er jorden generelt af en dårligere kvalitet, den største del har været domineret af den store Felding mose og store hedearealer. I de vidtstrakte moser, der nu ligesom heden for det meste er opdyrket, blev der under de to verdenskrige gravet en mængde tørv.
Også brunkulsbrydning i indtil 20 meters dybde har været med til at afhjælpe brændselsmanglen og givet arbejde og fortjeneste til mange.
Sognet har været beboet helt tilbage til stenalderen. Det ses af de forholdsvis mange gravhøje og af flinteredskaberne, som stadig kan findes.
På Sønderlandet findes der flere navngivne høje, hvorfra navnene stammer, er ikke nemt at sige, men det peger sikkert tilbage på noget bestemt.
Den mest kendte høj, som også er nævnt langt tilbage i historien, er ”Klockerhøj”. Den ligger midt i Bjerge højdedraget, og har en gang været bavnehøj. Man brugte jo i gamle dage at rejse bavner på høje steder og sætte dem i brand, når fjenden nærmede sig.
En anden høj, ligger i Ilderhede, hvor vejen går fra mod Stakroge og Sdr. Omme, kaldes Ilderhøj.
Omtrent et par kilometer syd for Ilderhøj, ind mod Hoven skellet, ligger Ulvehøj. Navnet tyder på, at der engang på disse egne har været mange vilde dyr.
I den østlige ende af Sønderlandet ligger et højdedrag, som kaldes Tordenbakkerne. Det er et højt punkt, hvorfra man tidligere kunne se milevidt ud over det flade og øde land. Nu er egnen her også opdyrket og beplantet, så udsynet er ikke længere, hvad det var tidligere. Dette højdedrag har været fælleseje for en stor del af befolkningen. I mange skøder finder man bemærkningen: ”Med andel i matr., nr. 48 Sønderlandet” (Tordenbakkerne).
Mod vest ved Høgsvig ligger nogle mindre høje, som man kalder Lildalhøje, de har sikkert fået navn efter et engdrag, som ligger nedenfor ind mod Skjern Å. Disse enge hedder Lildal (lille dal).
Endelig må ikke glemmes Egebjerg, da det er det eneste bjerg, vi har i hele sognet. Det ligger i den vestlige ende af Bjerge højdedraget. Det kan nu ikke være dets højde, som har givet det navn, da man næsten skal lede efter at finde det.
Frem til midten af 1800 tallet var den overvejende del af Sønderlandet ubeboet. De eneste bebyggelser lå langs med Skjern Å samt på højdedraget ved Øster– og Vesterbjerge.
De første som bosatte sig i Sandet området var brødrene Anders, Niels og Frederik Hartvigsen, som omkring 1850 byggede hver sin gård.
På Ilderhede byggede Hans Jensen Slot den første gård i 1867.
Sandet og Stakroge er vokset op omkring tørv– og brunkul produktionen, senere er der kommet mølle, kirke og jernbane. Under de to verdenskrige var der stor trafik på de to stationer.
På Sønderlandet er der nu registreret 116 ejendomme, hvoraf mange ikke har en egentlig landbrugsproduktion.